Big Bang Konferencen 2024
Om Bøgeskovsprojektet: Her kommer data fra
De data, som du arbejder med i denne aktivitet, kommer fra et forskningsprojekt ved navn Bøgeskovsprojektet. Formålet med projektet var undersøge, hvordan biodiversiteten ser ud i forskellige danske skove og at kortlægge forskellene i biodiversitet mellem produktionsskov og urørt skov.
Bøgeskovsprojektet undersøgte biodiversiteten i følgende forskellige danske skovområder: Rold (1 område), Silkeborg (1 område). Gråsten (1 område), Sorø (1 område), Møn (1 område) og Gribskov (5 områder).
I hver af de i alt 10 skovområder undersøgte man biodiversiteten i 4 individuelle plots på ca. 2-3 hektar. To af disse plots har været forskellige typer af produktionsskov, mens de to resterende plots har været urørt skov. I alt har Bøgeskovsprojektet altså undersøgt 40 forskellige lokaliteter i de ovennævnte danske skovområder.
Alle plots er blevet udvalgt, så de ligner hinanden så meget som muligt. Dette er blevet gjort, så plottene bedre kan sammenlignes med hinanden. Derfor er de plots, som er udvalgt fra de urørte skove, mindre varierede, end hvad man ellers kunne forvente i en urørt skov.