Figurer

Figur 1. Biodiversitetens tre niveauer: Artsdiversitet, genetisk diversitet og økosystemdiversitet.

Kan downloades her.

Figur 2. Nogle steder på Jorden findes der en højere økosystemdiversitet end andre steder. Her er Jordens landområder inddelt i kvadrater på 100.000 km², og farven viser antallet af forskellige økosystemtyper, som findes inden for kvadratens område.

Kan downloades her.

Figur 3. Biodiversitet kan inddeles i de tre niveauer genetisk diversitet (gul), artsdiversitet (blå) og økosystemdiversitet (rød). Man kan se på niveauerne hver for sig, men i mange situationer overlapper de med hinanden, og det giver derfor mening, at kigge på flere niveauer på én gang. Figuren her giver eksempler på hvilke dele af biodiversiteten, man kan se på i de tre niveauer og deres overlap.

Kan downloades her.

Figur 4. Arts-arealsammenhængen siger, at jo større et område er, des flere arter vil leve der.

Kan downloades her.

Figur 5. Habitat-heterogenitetssammenhængen fortæller os, at jo mere heterogent et habitat er (altså jo højere habitatdiversiteten er i et område), jo flere arter kan der findes i området. Arts-arealsammenhængen vil derfor placere sig højere oppe ad y-aksen, hvis habitatet er mere heterogent, fx hvis man har omdannet et skovområde fra dyrket skov til urørt skov.

Kan downloades her.

Figur 6. To fiktive danske blomsterenge. Artsrigdommen af de blomsterplanter, som kigges på i de to områder, er ens, men frekvensfordelingen af arterne er forskellig. Område 1 (venstre) har en jævn fordeling af de fire blomsterplanter, som der kigges på, mens område 2 (højre) er domineret af arten lav ranunkel.

Kan downloades her.

Figur 7. Fordelingen af Jordens biomasse i procent, til venstre fordelt på de biologiske riger og til højre på dyreriget (biomassen af reptiler og padder er så lille, at den er udeladt). Data om biomassen på Jorden er målt som gigatons kulstof (carbon), og forskere er nået frem til disse resultater ved at tage stikprøver af de forskellige organismers biomasse rundt omkring på Jorden og derefter gange den målte biomasse med antallet af steder på Jorden, hvor man forventer at finde netop de organismer. Data fra artiklen ”The biomass distribution on Earth” af Bar-On m.fl. (PNAS, 2018).

Kan downloades her.

Figur 8. Sådan kan man måle genetisk diversitet. I dette eksempel kigger man på DNA-sekvenser fra tre individer. Alle DNA-sekvenserne har en længde på 9 nukleotider. Der er 3 nukleotidforskelle mellem individ A og B, 7 nukleotidforskelle mellem individ B og C og 7 nukleotidforskelle mellem individ A og C. Gennemsnittet af nukleotidforskelle mellem de tre individers DNA-sekvenser er altså (3+7+7)/3 = 5,66 nukleotider. Den gennemsnitlige genetiske diversitet for de tre individer finder man ved at dividere gennemsnittet af nukleotidforskelle med DNA-sekvensernes længe, altså 5,66/9 = 0,629.

Kan downloades her.

Figur 9. Genetisk diversitet er typisk højest omkring Ækvator. På søjlediagrammet til højre ses den intraspecifikke genetiske diversitet for pattedyr for genet, der koder for cytokrom b, der findes i mitokondrier. Data fra artiklen ”An Anthropocene map of genetic diversity” af Miraldo m.fl. (Science, 2016).

Kan downloades her.

Figur 10. En kvadrant-sampling kan se meget forskellig ud afhængig af hvilken områdestørrelse og kornstørrelse, man arbejder med.

Kan downloades her.