Nyheder
BIODIVERSITET I GYMNASIETKurser og temadage i efteråret 2024
[20. maj 2024]
Vores seneste temanummer af Biofag har fokus på vores undervisningsmaterialer om biodiversitet i skovene. Det har du rig mulighed for at blive klogere på i efteråret, hvor vi afholder tre heldags-kurser i hhv. København (september), Frederikshavn og Aalborg (november) samt to tema-eftermiddage om biodiversitet helt generelt i hhv. København og Odense (september).
Hør mere her i videoen og tilmeld dig som altid på www.biofag.dk.
Forløb om skov færdigt og lanceret med Biofag-temanummer
[29. april 2024]
I sidste uge udkom et særnummer af Biofag med titlen ‘Skovens biodiversitet’ som en del af projektet. Temanummeret gennemgår hele det forløb om biodiversitet i danske skove, som du kan finde og benytte frit her på hjemmesiden.
Desuden indeholder temanummeret artiklen ‘Bag om forskningsn: Hvor kommer data fra?’, som gennemgår den metodiske baggrund for de data, som eleverne arbejder med i øvelserne ‘Hvad bestemmer antal af arter i skoven?‘ og ‘Bøgeskoven og dens arter‘.
I temanummeret kan du også læse om, hvordan det går med udlægningen af urørt skov i Danmark.
Tak til Biofag-redaktør Jesper Ruggaard Mebus fra FaDB for idé og sparring undervejs.
Kursus for undervisere på læreruddannelserne
[3. april 2024]
I går afholdte vi et kursus for naturfaglige undervisere fra læreruddannelser i hele landet. Emnet var biodiversitet i de danske skove og hvordan man kan undervise i databehandling med ægte forskningsdata.
Kurset bestod af et fagligt oplæg fra Carsten Rahbek efterfulgt af arbejde med databehandlingsøvelser. Det affødte gode didaktiske diskussioner om biodiversitet og brug af data i undervisningen på både læreruddannelserne og i grundskolen.
Tak til alle deltagerne – og ikke mindst Naturfagsakademiet NAFA for et godt arrangement.
Deltagelse på Big Bang Konferencen 2024
[21. marts 2024]
Over to dage har projektet været repræsenteret på årets Big Bang Konference i Odense. Vi afholdt en velbesøgt workshop og var til stede med en stand på messen.
Et stort tak skal lyde til de mange gæster, ikke mindst lærererne, der lagde vejen forbi vores stand til en snak om vores materialer og deres anvendelsesmuligheder i undervisningen.
Vi glæder os til næste år.
Lancering af fagtekster til undervisningen: ‘Introduktion til biodiversitet’
[1. februar 2024]
Vi er glade for, at vi nu kan lancere to færdige fagtekster til elever på hhv. C-niveau og på B+A-niveau. Fagteksterne ‘Introduktion til biodiversitet’ er en grundlæggende introduktion til biodiversitet som begreb og som videnskabsfag, og de indeholder både video, interaktive figurer og konkrete eksempler fra forskningen.
Der er lavet arbejdsspørgsmål til teksterne, og som lærer har du selvfølgelig adgang til eksemplariske svar på disse, ligesom alle teksternes figurer er tilgængelige som downloads til PowerPoint-præsentationer eller lignende.
Find alt materialet her.
Studieretningsdag og test på N. Zahles Gymnasieskole
[31. januar 2024]
Biodiversitet i gymnasiet besøgte N. Zahles Gymnasieskole på biologiholdenes studieretningsdag. Her startede Carsten Rahbek dagen med et oplæg om biodiversitet i skovene for 79 elever med biologi på A-niveau. Efterfølgende testede vi vores databehandlingsøvelse om arts-arealsammenhængen og habitat-heterogenitetssammenhængen på eleverne.
Du kan finde databehandlingsøvelsen her.
Biodiversitet i gymnasiet på Big Bang Konferencen 2024
[20. januar 2024]
Biodiversitet i gymnasiet deltager i år på Big Bang Konferencen, som afholdes d. 20. og 21. marts i Odense.
Sammen med mere end 1.700 naturfagslærere, formidlere, forskere og fagfolk fra hele landet skal vi fordybe os i naturfagene, samle inspiration til projektet og fortælle om vores materialer.
Emma Emilie Andersen holder en workhop med titlen ‘Biodiversitet: Undervis med data fra dansk natur’ torsdag kl. 13:00-13:40 i lokale 26.
Derudover vil vi være at finde med en stand på messen.
Resultater fra Danmarks Evalueringsinstitut: Lærerkurser og test på Niels Steensens Gymnasium
[6. december 2023]
I dag blev vi præsenteret for de evalueringsresultater, som Danmarks Evalueringsinstitut har indsamlet og analyseret om projektets lærerkurser i september samt vores test af undervisningsmaterialer på Niels Steensens Gymnasium i november.
Vi er meget glade for resultaterne, som du kan se nogle af her i figurerne. Du kan læse mere om evalueringsresulaterne i en LinkedIn-artikel her.
Workshop og messestand på Biokonferencen 2023
[17. november 2023]
Biokonferencen 2023 er netop blevet afholdt i Odense med deltagende biologi- og bioteklærere fra gymnasier på tværs af hele landet.
Biodiversitet i gymnasiet deltog på konferencen med en workshop torsdag, hvor vi gav deltagerne lov til “fri leg” med et stort, ægte datasæt fra CMEC-forskningsprojektet Bøgeskovsprojektet. Lærerne hjalp os med at afklare, hvordan datasættet kan bruges i biologiundervisningen.
Vi deltog desuden på konferencen med en stand på Biomessen.
Test af undervisningsmaterialer på Niels Steensens Gymnasium
[6. november 2023]
Biodiversitet i gymnasiet har netop gennemført en test af vores undervisningsmaterialer om biodiversitet i danske skove. Det foregik på Niels Steensens Gymnasium med to forskellige biologihold (A-niveau og B-niveau).
Materialerne blev taget godt imod af både eleverne og deres lærer, og vi gik fra dagen med værdifuld feedback, som vi glæder os til at implementere.
Danmarks Evalueringsinstitut var med for at evaluere forløbet. De gennemførte desuden gruppeinterviews med elever fra begge hold samt et interview med deres lærer. Vi glæder os til at modtage og bruge deres evalueringsresultater i begyndelsen af december.
Tak til Mattias Lange Nielsen og hans to biologihold for deres tid og indsats.
Lærerkursus i Ribe
[22. september 2023]
Fredag d. 22. september afholdte vi projektets andet lærerkursus. Kurset blev arrangeret i samarbejde med FaDB på Ribe Katedralskole med 14 deltagende lærere.
På kurset holdt professor Carsten Rahbek oplæg om biodiversitet i skoven, og efterfølgende arbejdede deltagerne med afprøvning og medudvikling af elevaktiviteter om samme emne til deres undervisning. Afslutningsvis besøgte vi Lustrup Fællesjord – en 2.5 ha fredet naturperle lige syd for Ribe med kalkholdige jorde, hede, kær samt mergelgrave.
De deltagende lærere besvarede efter kurset et spørgeskema fra Danmarks Evalueringsinstitut, som desuden gennemførte et gruppeinterview med flere af kursisterne for at evaluere kurset. Vi glæder os til at modtage og bruge deres evalueringsresultater i begyndelsen af december.
Stor tak til Annemette Vestergaard Witt og Ribe Katedralskole for hjælp med lokaler og forplejning.
Lærerkursus i Sorø
[14. september 2023]
Torsdag d. 14. september afholdte vi projektets første lærerkursus. Kurset blev arrangeret i samarbejde med FaDB på Sorø Akademi med 30 deltagende lærere.
På kurset holdt professor Carsten Rahbek oplæg om biodiversitet i skoven, og efterfølgende arbejdede deltagerne med afprøvning og medudvikling af elevaktiviteter om samme emne til deres undervisning.
De deltagende lærere besvarede efter kurset et spørgeskema fra Danmarks Evalueringsinstitut, som desuden gennemførte et gruppeinterview med flere af kursisterne for at evaluere kurset. Vi glæder os til at modtage og bruge deres evalueringsresultater i begyndelsen af december.
Stor tak til Brian Oechsler-Christensen og Sorø Akademi for hjælp med lokaler og forplejning.
Nyt lærerkursus om biodiversitet til september
[1. juni 2023]
Til september afholder Biodiversitet i gymnasiet lærerkursus om biodiversitet i danske skove, og hvordan du kan bruge ægte forskningsdata i din undervisning – og du kan komme med.
Se mere for neden og tilmeld dig på www.biofag.dk.
Biodiversitet i gymnasiet på Big Bang Konferencen 2023
[21. marts 2023]
Biodiversitet i gymnasiet deltager i år på Big Bang Konferencen, som afholdes d. 22. og 23. marts i Odense.
Sammen med 1.800 naturfagslærere, formidlere, forskere og fagfolk fra hele landet skal vi fordybe os i naturfagene og samle inspiration til projektet.
Carsten Rahbek (projektejer og centerleder for Center for Makroøkologi, Evolution og Klima) holder desuden oplæg om naturen som klimaløsning torsdag kl. 10.15.
Lancering af hjemmeside
[20. marts 2023]
Projektet har nu lanceret hjemmesiden www.biodiversitetigymnasiet.dk.
Hjemmesiden fungerer som et online læringsunivers for elever og lærere. Her vil gennem hele projektets udviklingsfase løbende blive tilføjet undervisningsmateriale (tekster, figurer og elevaktiviteter) samt baggrundsmateriale til lærere.
På hjemmesiden kan du allerede nu finde en fagtekst til elever med titlen ‘Introduktion til biodiversitet‘ målrettet biologi på C-niveau. Inden længe tilføjes en udgave af samme tekst til A+B-niveau.
Udgivelse af Biofag-særnummer om biodiversitet
[16. marts 2023]
Projektet har netop udgivet et særnummer af FaDB’s medlemsblad Biofag. Særnummeret har titlen ‘Biodiversitet – Arter, gener og økosystemer’, og det er blevet udsendt i 5 eksemplarer til alle danske gymnasier samt til alle FaDB-medlemmer.
Udgivelsen indeholder bl.a. artikler om biodiversitetsbegrebets historie og definition, høj artsrigdom i tropisk regnskov, forskning i biodiversitet og biodiversitet i danske skove.
Udgivelsen er skrevet i samarbejde mellem projektejer og professor Carsten Rahbek, projektleder Karsten Elmose Vad, Biofag-redaktør Jesper Ruggaard Mebus, projektmedarbejder Emma Emilie Andersen og forskere fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima. Redaktionen siger stor tak til udgivelsens mange bidragsydere.
Du kan finde udgivelsens artikler som pdf-filer her.
Resultater fra baselineundersøgelse
[25. november 2022]
Resultaterne fra den baselineundersøgelse, som vi udsendte til biologi- og bioteknologilærere i gymnasiet d. 4. oktober, er netop landet. Vi modtog besvarelser fra 392 gymnasielærere fra hele Danmark – tusind tak for jeres hjælp!
Resultaterne viste bl.a., at der i gymnasierne primært undervises i biodiversitet som et underemne ifm. undervisningen i andre kernestofområder, at der primært undervises i biodiversitet med fokus på artsdiversitet og biodiversitetskrisen, at lærerne primært forbinder kernestofområderne økologi, genetik, evolutions- og populationsbiologi med biodiversitet, samt at den mest anvendte arbejdsform ifm. biodiversitetsundervisningen er feltundersøgelser. Digitale arbejdsformer (fx visualisering af data, bioinformatik, matematiske modeller og brug af digitale kort) benyttes ikke i udtalt grad i biodiversitetsundervisningen.
Vi glæder os til at dykke mere ned i undersøgelsens resultater, når vi udvikler undervisnings- og lærermaterialer om biodiversitet.
Workshop på Biokonferencen 2022
[21. november 2022]
I sidste uge løb Biokonferencen 2022 af stablen i Odense over to dage med deltagelse af gymnasielærere fra hele landet, der underviser i biologi og bioteknologi.
Biodiversitet i gymnasiet var på konferencen med en workshop med fokus på at udvikle idéer til biodiversitetsundervisningen. Workshoppen blev besøgt af engagerede og nysgerrige lærere, som bidrog til projektet med værdifulde input.
Carsten Rahbek, centerleder for Center for Makroøkologi, Evolution og Klima og projektejer på Biodiversitet i gymnasiet, holdt desuden et keynote-oplæg om biodiversitetens mønstre og mekanismer.
Carsten Rahbek holder keynote-oplæg på Biokonferencen for gymnasielærere
[15. november 2022]
Centerleder på Center for Makroøkologi, Evolution og Klima samt projektleder på Biodiversitet i gymnasiet Carsten Rahbek er keynote-oplægsholder på gymnasielærernes årlige konference, Biokonferencen, d. 17. november 2022.
Carsten Rahbeks oplæg vil handle om biodiversitetens mønstre og mekanismer på Jorden, med udgangspunkt i Carstens mangeårige forskningsarbejde indenfor området.
Oplægget finder sted torsdag d. 17. november kl. 10.00 på Biokonferencen. Læs mere her.
Baselineundersøgelse udsendt til alle biologi- og bioteknologilærere i gymnasiet
[4. oktober 2022]
Biodiversitet i gymnasiet har i samarbejde med Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) udsendt en baselineundersøgelse til alle biologi- og bioteknologilærere på gymnasierne.
Undersøgelsen består af et spørgeskema, som handler om lærernes oplevelse af og tilgang til biodiversitet som emne i undervisningen. Formålet med undersøgelsen er bl.a. at kortlægge, hvordan gymnasielærere underviser i biodiversitet, for at kunne vurdere hvordan vi med Biodiversitet i gymnasiet kan skabe størst værdi for den nuværende undervisningspraksis omkring biodiversitet.
Ny indsats om biodiversitetsundervisning i gymnasierne
[3. februar 2022]
Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet har for nyligt modtaget en bevilling fra Novo Nordisk Fonden til et 5-årigt undervisningsprojekt om biodiversitet i de danske gymnasier.
I løbet af projektet bliver der udviklet forskningsbaseret undervisningsmateriale og lærermaterialer (bl.a. artikler, kurser og workshops) om biodiversitet.
Projektet udvikles i tæt samarbejde med forskere og Foreningen af Danske Biologer (FaDB), i tæt sparring med gymnasielærere fra hele landet.